KVG 8. august 2009

Til orientering:

Anne-Grethes oplæg på Sydgårdens Venners Netværksaften juli 2009 havde hovedvægten på det terapi forløb, hun har været igennem hidtil. Derudover var Anne-Grethe inde på betydningen af, at også pårørende går i behandling og værdien af netværk for såvel misbruger som medmisbrugere (pårørende).

Oplægget, der gengives i redigeret form her nedenunder, er dels blevet til ud fra de oplevelser, som Anne-Grethe har haft i forbindelse med Sydgården, dels ud fra de erfaringer, hun har dannet sig i kontakt med andre pårørende på flere områder og misbrugere.

(Som det vil fremgå herunder, er Anne-Grethe mor til en misbruger, der kom i vellykket behandling på Sydgården)

"Det bedste, der er sket for mig i mit voksne liv, er at være mor til en søn med misbrug."

- Værdien af og min vej igennem behandlingen for psykisk medmisbrug samt værdien af netværk.

Måske kan udsagnet: "Det bedste, der er sket for mig i mit voksne liv, er at være mor til en søn med misbrug" vække undren hos nogle, men jeg mener hvert et ord. Uden min søns misbrug tvivler jeg stærkt på, at jeg ville være, hvor jeg er i dag.

Hvad førte frem til beslutningen om, at også jeg måtte indse nødvendigheden af ændringer i mit liv og hvorfor kan jeg i dag påstå, at min søns misbrug har gjort mig godt?

I mange år havde jeg fint mestret at være benægtende og flygte fra mine følelser og på trods af mange tegn og glimtvise erkendelser af, at min søn og svigerdatter var ude i et misbrug, lykkedes det mig altid at lukke ned og flygte fra at se det.

Jeg kunne det med fornægtelser, selvbedrag og beskyttelse af mine følelser ved ikke at se, høre, føle, mærke og tænke. I stedet flygtede jeg ind i mit arbejde og engagerede mig politisk. At hjælpe andre og fornægte mine egne og børnenes problemer kunne jeg til ug ved hjælp af de mønstre, jeg havde med fra min opvækst.

Denne "fred" blev brat brudt i sommeren 2007, hvor min søn kom hjem og fortalte, at han havde valgt at gå i misbrugsbehandling igen og min svigerdatter kort efter i en rus af alkohol og stoffer forsøgte at begå selvmord og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu var der ingen vej væk for mig og mit psykiske medmisbrug blomstrede for fuldt flor.

Jeg var "på" 24 timer i døgnet, opfyldt af angst, selvbebrejdelser og med fuldt fokus på at hjælpe såvel min søn som svigerdatter og måtte til sidst sygemelde mig, fordi jeg ikke mere havde overskud til at drage omsorg for beboerne på det plejehjem, hvor jeg arbejdede.

På det tidspunkt var der kun ganske få, der vidste, at min søn var narkoman. Men der var ikke nogen vej udenom mere. Jeg måtte være ærlig og fortælle min arbejdsplads, omgangskreds og familie, hvordan det forholdt sig og stik imod min forventning mødte jeg megen sympati og omsorg. Samtidig mærkede jeg en stor lettelse indeni ved at få sagt det højt.

Men jeg var fortsat "på" i 24 timer og derfor nærmest lykkelig, da jeg kørte min søn til døgnbehandling på Sydgården. Nu var der andre, der tog vare om ham og svigerdatteren. Jeg behøvede ikke mere 24 timer i døgnet være der og passe på.

Som massiv medmisbruger og fyldt af selvbebrejdelser om hvilken elendig mor/svigermor jeg var, indstillede jeg mig naturligvis på at deltage i Sydgårdens tilbud for at støtte og hjælpe. Men at den eneste måde at hjælpe på, var at hjælpe mig selv. Det var jeg langt fra klar over dengang.

Mandag 4. oktober 2007 nævnte min søn, at Sydgårdens Venner havde Netværksaften på Sydgården. Naturligvis skulle jeg med - ikke for min egen skyld, men fordi jeg skulle støtte op om min søns arbejde med at blive clean.

På den Netværksaften hørte jeg for første gang ordet: "medmisbrug" men fattede ikke betydningen af det. Jeg følte mig imidlertid fra starten godt tilpas i fællesskabet og blev meget rørt, da en af de andre deltagere fortalte mig, at hun syntes, jeg var en god mor. Det gjorde godt, selv om jeg ikke dengang fattede, hvordan hun kunne mene det om mig!

Senere kom så det første Pårørendekursus (et af Sydgårdens tilbud til familien omkring misbrugeren - red.). Jeg deltog sammen med min mand og var meget opsat på at få redskaber til, hvordan jeg kunne hjælpe min søn og svigerdatter.

Emnet på dette kursus var 'medmisbrug' og langsomt begyndte det at gå op for mig, hvad begrebet står for. I papirer, vi fik udleveret på kursusdagen, stod der blandt andet:

 Medafhængighed er ikke selv at misbruge stoffer eller alkohol.

I medafhængighed kan man:

Sidst men bestemt ikke mindst fik jeg på dette Pårørendekursus indsigt i, at jeg ikke kunne hjælpe på anden måde end ved at arbejde med egen udvikling og ændring af de mønstre, der hidtil havde styret mit liv. Blev disse ikke ændret, var der stor risiko for, at jeg kunne trække misbrugeren tilbage i de gamle mønstre og misbruget igen og selv leve videre i et liv med fornægtelse og flugt.

Erkendelsen af dette startede mit arbejde med egen udvikling. I begyndelsen nok mest for min søns skyld, men hen ad vejen blev det til, hvad det er i dag. Et arbejde jeg gør for mig selv, hvor jeg mærker, føler, tænker og handler ud fra mine egne følelser og tanker om, hvad der er godt for mig. Hurtigt oplevede jeg også, hvordan det giver et helt andet værdifuldt samvær med andre og mig selv.

Ingen roser uden torne.

Jeg havde godt nok mit netværk i Sydgårdens Venner og Pårørendekurser. Min søn havde sine redskaber og fået reguleret den medicin for ADHD (damp), så han ikke mere havde brug for at supplere med stoffer for at styre sygdommens uro. Han var også i gang med at opbygge et nyt netværk, gå til NA (Non-Alcoholics - red.) møder og andre støttegrupper samt bevarede kontakten med Sydgården og deltog i Sydgårdens weekendkurser.

Men efter udskrivningen og til den første familiefest kom der igen uro i mig. Det gik helt galt under festen. Min søn var meget sammen med en fætter, han tidligere havde røget hash med. Jeg slappede ikke af men havde fokus på, hvor min søn var og hvad de lavede. Så gik det op for mig, at jeg igen var i gang med mit medmisbrugsmønster og jeg følte mig meget ulykkelig, skamfuld og vred på mig selv.

Jeg tog det op på det næste Pårørendekursus og fik det råd at snakke med min søn om det og ærligt fortælle, hvad jeg havde følt samt få en klar aftale med sønnen om, hvordan vi tackler sådanne situationer. Min søn forstod godt uroen og sagde ja til, at det var i orden at fortælle ham, når jeg følte, at noget var galt. Han ville til gengæld også sige til, når han syntes, jeg er på vej over i den gamle medmisbruger rolle eller når han selv var på vej mod et fornyet misbrug.

Med mine 56 år har jeg haft mange år med gamle mønstre og kun meget få år med at udvikle nye. En ny hændelse her i 2009 viste min nye skrøbelige tilstand som engageret pårørende, der gerne vil være på toppen, opfyldt af selvværd i et liv, hvor jeg reagerer og handler på mine ægte følelser.

Jeg kom i en situation, som jeg ikke kunne mestre og røg tilbage i gamle adfærdsmønstre, hvor sorg, skyld, selvbebrejdelser, had, raseri og vrede mod en anden fyldte: "Det er hans skyld og det er bare for dårligt det, han gør mod mig. Han er dum osv."

Heldigvis varede det ikke længe, før jeg greb til de redskaber, som jeg havde fået gennem deltagelse i Netværksaftener, Pårørendekurser, tegneterapi, ægte samvær og støtte, så jeg kunne udholde den kamp, det er at modstå fristelsen til at give op og falde tilbage til "den gamle Anne-Grethe" og glemme den "nye Anne-Grethe".

I dag accepterer jeg, at begge er dele af mig og udgør et hele. Den kaotiske periode førte mig frem til en ny helhed, som jeg er lykkelig for at være i. Jeg ved, at jeg endnu en tid har brug for at følge blandt andet Pårørendekurser og tegneterapi og blive ved med at skrive min historie om. 

Gode netværk er også nødvendige og sådanne får jeg gennem Sydgården og Sydgårdens Venner, hvor jeg blandt andet er aktiv i Støttekorps for Pårørende ikke blot for at hjælpe andre pårørende men fordi det hjælper mig selv i at fastholde og udvikle sunde adfærdsmønstre. Jeg vil finde guidningen og støtten til fortsat at handle på mine følelser og tage de omkostninger, der kan være forbundet med det. Vejen har også været og kan være hård, men jeg føler, at det liv, jeg har fået og vil arbejde for at fastholde, er alle kampe og ofre værd.

Jeg ønsker ikke at gå tilbage til det gamle liv og flygte fra mine følelser og kan derfor sige: "Det bedste der er sket for mig i mit voksne liv er at være mor til en misbruger."

Tak til min søn for at han gennem sit misbrug ledte mig frem til denne ændring af mit liv. Jeg er stolt af, hvad han og jeg har opnået i vores personlige udvikling og at vi sammen og hver for sig lever et nyt om end skrøbeligt selvstændigt liv. I dag gør vi vort bedste og tager ansvar for fortiden. Men vi kan ikke leve livet baglæns. Vi kan skabe bedre mønstre og jeg kan tage vare om MIG og mit liv, som nu har fået en helt anden værdi og livskvalitet.

Måske kan billedet af den nye Anne-Grethe, der går ad en landevej med Livstræet i hånden både afslutte og vise begyndelsen.

I Livstræet er der mennesker, der har overskud og hjælper mig. Her er også folk, der er ved at blive hevet op af et sort hul. I min rygsæk bærer jeg mit gamle jeg. Det hele symboliserer et stort netværk, hvor jeg har brug for at blive fulgt på vej og hvor jeg forstår betydningen af selv at gøre en indsats.

Arbejdet omkring medmisbrug/misbrug slutter ikke med misbrugerens udskrivning. Helingsprocessen fortsætter ved at turde vove at tage ansvar og vare om eget liv og være med til at skabe bæredygtige og sunde netværk.

Tilbage til: Netværksaftener

Tilbage til SGV forside