21. december 2007

Sydgårdens Venners Aktivitetskalender for første halvår 2008 blev udgivet 16. december 2007 og er kommet med som løst indlagt A4 side i medlemsbladet 'Sydgårdsvennen' nr. 17. Kuverten med det hele er forhåbentlig nået ud til modtagerne, mens dette skrives.

Hvis det ikke er tilfældet, er man velkommen til at kontakte formanden for Sydgårdens Venner eller kassereren, der har stået for udsendelsen. Jeg har efterfølgende fået vores web-baserede aktivitets-kalender opdateret og her vil man også kunne se alle de arrangementer, der kendes indtil videre.

Klik på aktivitetskalender for at studere 1. halvår 2008     Aktivitetskalender

Vi håber, at 'Sydgårdsvennen' nr. 17 giver nogle gode læsestunder og et retvisende billede af, hvad år 2007 har budt på i Sydgårdens Venners regi. Måske lykkes det for webmaster at få en web-baseret udgave på plads inden det nye år. Det vil i så fald vise sig her på Sydgårdens Venners Hjemmesider.

14. december 2007

Sydgårdens Venner har afholdt bestyrelsesmøde den 12. december og derfor kan jeg skrive:

Børn og Unge inviteres til kursus lørdag 5. januar 2008 på Sydgården.

Så snart flere detaljer er på plads, vil jeg orientere nærmere her og i dette link: B og U Indflydelse  vil der komme meget mere om Børn og Unge gruppens arbejde med Projekt Børn og Unge.

Foreløbig har Jane givet mig lov til at bringe den fulde ordlyd af hendes bidrag til 'Sydgårdsvennen'.

Det uforkortede bidrag kan man læse her: Børn og Ungegruppen

Medlemsbladet forventes udsendt til medlemmerne mellem jul og nytår. Vores trykkeri arbejder på højtryk for at nå det til højtiden og mener højt og helligt, at det nok kan lade sig gøre.

Så gør døren høj eller hvad den sang nu hedder eller lad der være højt til loftet og tag godt imod det nye nummer af 'Sydgårdsvennen' og Glædelig jul - godt nytår for resten, inden jeg falder ned fra ordsproget: Højt at flyve ... mens jeg synger: "Højt fra træets grønne top" eller taler om en nisse, jeg hørte på et loft.

9. december 2007

Børn & Ungegruppen afsluttede lørdag 1. december efterårets kurser. I dag har webmaster så fået den sidste melding (5. kursus) lagt på "nettet" i dette link:

Afholdte kurser 

6. december 2007

Hver dag er en gave, siger nogen og efter i mandags tror jeg faktisk, at der er noget rigtigt i det. Ud af julekalenderens låge for den 3. december fløj syv "Sing Sisters" ud og gav Sydgårdens Venner en dejlig oplevelse på netværksaftenen december. Her er en smagsprøve på deres kunnen:

  2 lys på et bord

Hvis man ikke lige kan høre dem, så må man, indtil webmaster har lært at gengive lyd (og video) på en hjemmeside, have tålmodighed lidt endnu. Imens kan man se dette foto og forestille sig lyden.

Her er Sing Sisters med Trilles sang: "Et lille lys i mørket" Et lille lys i mørket

26. november 2007

I dag er der "deadline" på bidrag til vores medlemsblad 'Sydgårdsvennen' nr. 17 (Julenummeret). Jeg har allerede modtaget en del materiale (fotos og tekster), men vil gerne have modtage mere, hvis man "brænder for" ikke at "brænde inde" med det. Der er altid plads til mere, om ikke i næste nummer så næste nummer og redaktøren virker ikke "udbrændt" endnu.

25. november 2007

Så er der kommet billeder fra hytteturen til Fredrikshøj her i efteråret. Se dem her: Fotos fra turen

23. november 2007

Alle bestyrelsesmedlemmer i Sydgårdens Venner har nu et lille foto og en lille tekst, hvis man er interesseret i, hvordan vi ser ud og lidt om vores baggrund. Klik på dette link: Bestyrelsen

17. november 2007

Atter en weekend nået. Før i tiden kunne det være et mareridt for mig. I dag kan jeg lettere styre tøjlerne og udnytte tiden med blandt andet at få opdateret Sydgårdens Venners Hjemmeside. På den måde er der kommet et nyt link, som henviser til et "Værested" i Sønderborg.

Gitte Tybjerg (formand for 'OVENPÅ') har givet tilladelse til, at vi må oplyse om dets eksistens. Hun fortæller, at Sydgårdsgrupperne Dagbehandling og Døgnbehandling mødes i de lokaler, der hører til 'OVENPÅ'. Dagbehandlingsgruppen tirsdage i lige uger og Døgnbehandlingsgruppen i ulige uger. Linket er stadig under opbygning, fordi det tager tid at få "det hele" med på sådan en webside, når både Gitte og jeg skal være tilfredse med resultatet. Følg med i udviklingen.

Klik her: Sydgårdsgrupperne OVENPÅ - Sønderborg 

Mens jeg alligevel er her, vil jeg også gøre opmærksom på, at Regelsaet for foraeldre er blevet opdateret, så misforståelser forhåbentlig kan undgås i fremtiden.

10. november 2007

Gudskelov eller heldigvis har man lov til at blive klogere, selv om det kan føre til "bedrevidenhed" i mit tilfælde.

Gitta Blume's oplæg netværksaftenen mandag 5. november gav i hvert fald mig klarhed over, at "vide bedre" ikke er den vej, jeg skal betræde, hvis der skal være håb om at blive set, hørt, holdt af og accepteret.

Måske bliver man lidt klogere på, hvad jeg mener, hvis man læser dette link:

Afhængighedsbehov

Derudover har jeg fået opdateret Børn og Unge kurser, idet Jane har sendt en lille beretning om det 4. kursus afholdt lørdag 3. november 2007. Sidste kursus i år bliver lørdag 1. december.

Her er linket til Børn og Unge: Afholdte kurser

05. november 2007

Det lykkedes i løbet af søndagen at få opbygget et Foto Galleri her på vores hjemmeside, som jeg håber, man tager godt imod og aflægger besøg en gang imellem. Her er linket:

Fotogalleri

Galleriet er ikke færdigudviklet, men grundlaget er til stede, som der så kan bygges videre på. Derfor opfordres alle besøgende til at give deres besyv med, så fotogalleriet kan blive endnu bedre.

Jeg håber at dette fotoarkiv kan udvides til at rumme starten på Sydgårdens Venner (år 2000) og efterhånden kan dække den udvikling, der har været indtil i dag, hvor foreningen er 7 år gammel.

Mail til: Kontakt Webmaster

hvis du har fotos eller på anden måde noget at bidrage med til foreningens historie.

14. oktober 2007

"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det". Derfor denne lille orientering om, at jeg har været her og udført små opdateringer i vores

Aktivitetskalender

og lagt den af Jane (Børn og Unge gruppen) tilsendte lille skrivelse om 3. afholdte kursus for børn og unge ud. Den kan man læse ved at klikke her: Afholdte kurser

Bestyrelsen fik i fredags afviklet deres 6. bestyrelsesmøde uden de store sager på dagsordenen og 'Sydgårdsvennen', vores medlemsblad, er ved at få form og indhold til næste udgivelse. Hvis vi er heldige, kommer bladet ud ind under jul.

9. oktober 2007

Gengivelsen af Sydgårdens Venners Netværksaften 1. oktober er i dag lagt ud på vores hjemmeside.

Klik på dette link og få (måske) Et godt grin

Samtidig kan jeg fortælle, at formand Henning og sekretær Klaus Vilhelm var til 'Frivillighedsdagen' i Nordborg Idrætscenter søndag 7. oktober, arrangeret af Sønderborg Kommune. Sammen med 828 andre frivillige fik vi musik, mad og motion (lattermusklerne) og noget at vide om "Den frivillige sociale verdens rolle i velfærdssamfundet".

Apropos "Et godt grin" fik vi en del gode øvelser i at le af os selv og med andre. Latterkonsulent Annie Karen Petersen m. fl. fremførte fortrinligt fordelene ved at bruge latteren aktivt i arbejdet som frivillig. Titlen i det store program "Det skal være sjovt at være frivillig" fik i bogstaveligste forstand os op og stå og jeg tror, de fleste forstod, at "den sunde/gode latter" må fremmes, hvis vi vil forblive i "Det Gode Liv".

2. oktober 2007

Mange gode grin og improviseret teater blev det til, da Dorthe Nielsen, terapeut på Sydgården, kom til Sydgårdens Venners netværksaften 1. oktober med hendes oplæg.

En video ville bedst kunne gengive den usædvanlig morsomme aften. Udstyret har Sydgården vist. I stedet må man nøjes med skriftlig gengivelse, så snart den er udarbejdet.

1. oktober 2007

"King Baby syndromet" har længe spøgt i min underbevidsthed som noget, jeg på en eller anden måde måtte have frem i lyset, så jeg kunne forholde mig til denne skavank, som efter Tom Cunningham's mening må overvindes for at en afhængighed kan undgås eller ligefrem føre til en forværring af et misbrug.

Samtidig skulle teksten være et forsøg på at gengive, hvad John Dornhoff præsenterede for de mange deltagere i Sydgårdens Venners netværksaften den 6. august 2007.

Resultatet af anstrengelsen blev sendt til "høring" hos Susanne, som er medarrangør af netværksaftenerne. Hun foreslog noget slettet og noget andet præciseret, hvilket jeg takker hende for. Det er en stor hjælp at få læst "korrektur" inden offentliggørelse.

King Baby

18. september 2007

På bestyrelsesmødet søndag 16. sept. fik jeg stukket en plade, undskyld CD, i hånden med den oplysning, at denne CD indeholdt en del fotos fra grill arrangementet i august. De nødvendige tilladelser til at vise disse fotos var i orden og derfor gik jeg i gang med at finde ud af, om og hvordan disse  billeder kunne "lægges ud på nettet", som det vist hedder i jargonen.

Denne gang valgte jeg en lidt anderledes metode, som jeg er spændt på, om man siger bu eller ju hu til. Eksperimenter kan i mit univers ikke gå galt, så ville det ikke være et eksperiment. Alle resultater tæller og er vigtige. Prøv at klikke på dette foto:

Fortæl via sydve@mail.mira.dk din mening om eksperimentet. Man kan også bruge Sydgårdens Venners e-mail adresse til at hjælpe webmaster i at blive bedre til jobbet. Betragt henvendelsen som et eksperiment og jeg garanterer med hånden på hjertet eller i hvert fald noget på hjerte, at man får svar.

12. september 2007

Jeg begynder at forstå, hvorfor det hedder navigation, når talen er om redigering af en hjemmeside.

Børn og Ungegruppen har bedt mig om at få regelsæt for forældre ind som et link på Sydgårdens Venners webside. Hvor måtte jeg næsten selv om, selv om det vil være logisk at anbringe linket i dette link:

B og U Indflydelse

Her har børnene og de unge deres helt egen side, som de kan boltre sig i, hvis de har lyst til det. Indtil videre har de fået en opslagstavle, som vist nok en voksen har foreslået og derfor har jeg på denne opslagstavle sat det link, som desværre ikke indtil videre må indeholde de udmærkede bogstaver æ, ø eller å.

Derfor hedder regelsættet for forældre: Regelsaet for foraeldre

Og hvad er så det? Det er såmænd nogle enkle helt klare regler for, hvad forældre eller andre nære relationer og de unge selv kan gøre, så de føler sig trygge og frie, mens de slider i det for at få mere selvværd og selvtillid eller som der står i et andet link, der igen har links:

Børn og unges efteraarets kurser er med andre ord kommet op af starthullerne og hvis man klikker på dette link:

Afholdte kurser

vil man helt sikkert blive klogere på, hvad børnene og de unge sådan går og laver på Sydgården en  lørdag i måneden i deres fritid. Jane skriver, at nye unge er på vej til at tilmelde sig lørdag den 6. oktober. Gad vide hvor mange de egentlig har plads til på sådant et kursus?

Jeg tror på sætningen: Hvor der er hjerterum, er der vel også plads eller hvordan den sætning nu lyder og navigerer videre og håber med ovenstående, at man kan følge mig i sætningen: Navigare necesse est uden at sætningen, der følger efter, bliver misforstået. Nogle gamle romere havde det sommetider med at udtrykke sig lidt kryptisk omkring livet.

5. september 2007

"Min frie vilje" forsvandt for en stund. Arne Jacobsen havde nemlig taget imod Sydgårdens Venners invitation til at holde et foredrag på vores netværksaften 3. september.

Han brugte rygningen som et eksempel på, at viljen til at holde op ikke er nok, selv om man kan indse den sundhedsskadelige adfærd. Vi kunne jo prøve at lade være med at ryge i pausen og se, hvordan "den frie vilje" havde det med det.

Min frie vilje er meget stærk, så jeg gik udenfor i den friske luft og nød stilheden ved bækken og mærkede efter, hvad min rygning egentlig dækker over. Arne Jakobsen havde sagt, at jeg skulle kigge efter det behov, der lå under eller bag trangen til en smøg. På den måde mærkede jeg et behov for kontakt med andre mennesker og der i aftenmørket på Sydgården måtte jeg så søge hen til rygestuen eller "pejsestuen", som den kaldes. Her sad nemlig alle de dejlige mennesker, jeg gerne ville have kontakt med. Nogle røg og andre var blevet røgfri og åbenbart gået over til passiv rygning. Til sidst valgte jeg at ryge den cigaret, jeg havde leget med i hånden. Det med min frie vilje måtte jeg lige tænke mere over og det gør jeg indtil videre vanemæssig bedst ved at nyde en cigaret, selv om den i mandags gav mig en flov smag i munden.

Heldigvis foreslog Arne Jacobsen efter pausen at  bruge "kontrakt metoden". Det vil blandt andet sige, oprette en kontrakt med sig selv om, hvad man vil i stedet for noget andet og på den måde finde ud af, hvad man er i stand til og eventuelt lægge mærke til, hvor det går galt. Arne trøstede mig også ved at sige, han selv havde røget mellem 40 og 60 cigaretter dagligt, inden det lykkedes at få bugt med trangen. Men så dukkede min frie vilje igen op. Jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg vil holde op. Det skal ingen fortælle mig. Godt jeg har været 12 uger døgnindskrevet på Sydgården og derfor ved, at denne trodsighed og stolthed kun forlænger mine lidelser, indtil jeg indser, accepterer og overgiver mig til, at "den frie vilje" kan være på et meget lille sted, når trangen styrer.

Jeg ønsker at leve det ædru liv. Det er dejligt og har allerede givet mig flere stjernestunder, end jeg kunne drømme om. Den anden side af medaljen er det hårde arbejde, der skal til for at forblive clean og uafhængig af misbrug. Indtil videre er jeg i hvert fald ikke kommet sovende til det, selv om en god nats søvn kan hjælpe en del.

Jeg har bestemt mig for at styre mod "Det Gode Livs Land". Kursen er lagt. Nu gælder det om at gennemføre den. Jeg har min frie vilje til at gøre det. Forhindringer og fristelser må jeg så styre uden om eller løse ud fra fortidens erfaringer, nutidens visdom og min tro på fremtiden.

Tak til Arne Jacobsen for en meget lærerig og berigende aften. Det guld han gav, kan ingen tage fra mig. 

29. august 2007

Sydgårdens Venner har i løbet af august 2007 fået et hav af fotos forærende. Digitale fotos som det hedder. Sendt pr. e-mail til den stakkels webmaster, der lider af fotoskræk især når det drejer sig om at få sådanne fotos lagt ud på "nettet". Hvordan gør man og hvad bør man?

Tykke og tynde, søde og sure, store og små, interessante og uinteressante for andre end dem, der var med og hvad vil fotografen sige, når et foto ikke er med og et andet er med, som ikke skulle have været med?

Webmaster skar igennem og valgte at starte med de fotos, han selv havde taget. Her vidste han, at alle var orienteret om, at der blev taget fotos og disse ville blive lagt på Sydgårdens Venners hjemmeside. Han kunne også nemt vurdere, hvilke fotos der var egnede til udgivelse. Resultatet blev vel modtaget og der har ikke endnu været nogen, der har protesteret eller har fortrudt deres ja. Det er man stadig velkommen til. Enhver der ikke ønsker at optræde i for eksempel dette link: Diassjov skal blot rette henvendelse til webmaster via sydve@mail.mira.dk og meddele det, så vil han hurtigst mulig få fjernet det foto.

Diassjov er også interessant på en anden måde. Fotografen er her Mogens og jeg ved, at Mogens er meget omhyggelig og påpasselig med fotos. Alligevel vil jeg slå fast, at både fotografen, webmaster og i sidste ende formanden har et ansvar i  forbindelse med udgivelsen.

Derfor opfordrer jeg enhver fotograf til at tænke sig grundigt om, inden han eller hun sender billeder ind.

punkttegn

Husk selv at sortere billederne, inden man sender dem ind.

 

punkttegn

Husk at spørge dem, der tages billeder af, om det er i orden.

På den måde kan mange misforståelser undgås og webmaster sove roligt om natten. Først og sidst handler det om selv at tage ansvaret for det, man gør eller ikke gør. Webmaster ønsker ikke fratage nogen eller overtage ansvaret for noget, som han ikke er herre over.

Hermed skulle alle være orienteret om den videreudvikling, Sydgårdens Venners hjemmeside er på vej ind i eller skulle jeg måske skrive på vej ud i?

26. august 2007

Det er næsten utroligt, hvad man kan få sig selv til, når man bliver provokeret til det. Her sidder jeg en søndag eftermiddag i slåbrok og troede, at jeg skulle have en fredelig og doven søndag. Men nej! "Hvor er mine billeder? Hvorfor er de ikke lagt ud til almindelig beskuelse. De flotte fotos fra grillarrangement er jo på plads!"

Jeg finder de 5 e-mails frem og tvinger mig selv til at finde ud af, hvordan jeg får 174 JPG vedhæftede fotos overført til websiden:

Sommertur til Jegindø 2007 

Resultatet kan man studere ved at klikke på ovenstående link og mens jeg er ved det, så får alle en invitation til at komme på hyttetur ved at klikke her:

Hyttetur til Frederikshoej

24. august 2007

Så vover jeg at tage springet fra det med at forstå et søkort til det med et skib at føre.

Noget på Hjerte

har i dag premiere. Ved at klikke på linket: Noget paa hjerte.htm vil man komme til den webside, hvor "hjertebrevkassen" er placeret. Her vil alt det, man har på hjerte og gerne vil dele med andre blive sat pænt op ud fra de erfaringer og den teknik, som web-master mestrer til enhver tid. Learning by doing er stadig hans motto.

Derfor må man regne med, at websiden videreudvikles i takt med de forhåbentlig mange tips og tricks, kommentarer og kritik, forslag til forbedringer, som der kommer. Sydgårdens Venner håber med dette initiativ at få en god dialog med de besøgende på vores hjemmeside.

Hjertebrevkassen er åben for alle. Medlemmer og interesserede, nysgerrige og nyfigne, brugere og misbrugere. Alle må kigge ind og se, hvad hjertebrevkassen indeholder. Måske bliver man inspireret til selv at yde et bidrag eller bare får lyst til sende noget til Sydgårdens Venner, så hjertebrevkassen bliver fyldt med tanker, følelser og erfaringer, som andre måske og måske ikke kan bruge. Det betyder mindre. At dele med andre betyder til gengæld mere og det er meningen.

19. august 2007

Nu varer det ikke så længe mere, før "hjertebrevkassen" får premiere. Jeg håber, rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at få udgivet det, som man har "på hjerte". Sydgårdens Venner glæder sig i hvert fald til viderebringe tanker, følelser og erfaringer, som brevskriveren har og gerne vil dele med andre. Spørgsmål er også velkomne. Det er tanken at besvare eventuelle spørgsmål i forbindelse med offentliggørelsen af det sendte. På den måde kommer vores hjemmeside forhåbentlig mere i dialog med læserne. Velkomstsiden ændres derfor til et "vindue med fire fag". Orientering - Netværksaftener - B og U Indflydelse (Børn & Unge Indflydelse) og Hjertebrevkassen med tilhørende billeder. De danner 4 ruder i "vinduet", som man er velkommen til at "kigge ind ad."  

 

 

PS. Børn og Unge Projektets ansvarlige Jane har skrevet om det første efterårs kursus for Børn og Unge. Det kan man læse her: Afholdte kurser

13. august 2007

Tak til arrangørerne af grill-arrangement 11. august 2007 for en meget professionel og dejlig eftermiddag og aften. Jeg har placeret nogle af de mange fotos i linket, der hedder: grillarrangement. Vejret var med os. Ikke for varmt og ikke for koldt. Tak til deltagerne for den gode og høje stemning, hvor alle bidrog med hjerte og hjerne.

Sydgården er en fortrinlig ramme omkring det, som Sydgårdens Venner allermest ønsker: Støtte og samvær mellem afholdende misbrugere og pårørende. Samvær mellem børn og unge og såkaldte voksne. Vi legede og tegnede. Vi spillede og vandt alle på hver vores måde. Kaffe, te og kager, saft og sodavand og senere i fællesskab havegrillet kød og et overdådigt bord med garniture. Det var bare at tage for sig af retterne.

Bålet blev tændt og jeg mærker endnu gløden og varmen. Tak til dem, der gav mig den livsbekræftelse, at jeg lever et godt liv ved at holde mig ædru og at det er sundt at vove at være med i et fællesskab i stedet for at gemme mig i ophøjet ensomhed.

8. august 2007

Det var ikke King Alkohol der besøgte Sydgårdens Venners Netværksaften 6. august. Derimod havde oplægsholderen John Dornhoff taget KING BABY med i form af et A5 hæfte med 21 sider, der beskriver, hvad "King Baby syndromet" er for en størrelse.

Om dette syndrom skriver forfatteren til hæftet Tom Cunningham på indersiden:"King Baby - eller personligheden - de barnlige træk hos mennesker, som har nået voksenalder uden at have tilegnet sig modenhed."

Jeg vil, så snart jeg er kommet ud af mine pubertetsvanskeligheder, efter bedste evne forsøge at gengive en yderst spændende og lærerig aften, hvor jeg personligt fik lov til at afprøve nogle grænser for "rollespil" og min indre "King Size Baby", som efter Tom Cunningham's mening "... ikke alene må overvindes, før den kemiske afhængighed totalt kan standses, men tilstedeværelsen af "King Baby syndromet" kan forværre afhængighed eller lede til tilbagefald."

Heldigvis var jeg ikke alene den netværksaften med John Dornhoff, som blandt andet er terapeutisk vikar på Sydgården. 24 deltagere talte jeg og vil gerne her opfordre disse til selv at skrive om deres indtryk af Sydgårdens Venners netværksaften, sådan som de opfattede den.

Bestyrelsen har nemlig opfordret mig til at åbne op for "Noget på hjerte", så andre end jeg kan komme til orde her på vores hjemmeside. Vi forestiller os, at man kan skrive til vores webside og på den måde bidrage med éns erfaringer, tanker, følelser og komme frem med det, man har "på hjerte." Måske kan vi endda finde og få en kvalificeret til at besvare spørgsmål man stiller på samme side, som bidraget vises på. En art "brevkasse" som man kender det fra ugeblade.

I det hyggelige sociale samvær efter det hårde gruppearbejde, som Sydgårdens Venners netværksaften bestyrer Henning fik os ud i, fandt nogle af os ud af, at en "sigøjner, der ser ind i en krystalkugle, måske kunne være den illustration, der henviser (linker) til

"Noget på hjerte".

2. august 2007

I går besøgte jeg min søn og jeg opfordrede ham til at melde sig til Sydgårdens Venners efterårskurser for børn og unge. Han er 16 år og kunne godt bruge lidt mere selvværd og selvtillid og høre andre end mig fortælle om det at mærke efter, tænke over og handle ud fra det, man mærker og har tænkt over. Men han var lidt træt og frustreret, så lysten til at tage af sted tidlig lørdag morgen den 4. august og komme til Haderslev på Sydgården kunne være i en tændstikæske. "Netop derfor!" sagde jeg og "kurset er gratis." og "du møder andre unge." Lige meget hjalp mine ord. Så var det, jeg opfordrede ham til at se på Sydgårdens Venners hjemmeside og sammen læste vi linket: efteraarets kurser. Det er da meget godt og fint," sagde han og så stadig træt ud.

Nu håber jeg, når han har sovet på det, at han ringer og siger: "Far. Vil du godt køre mig til Haderslev?" Mens han sover, har jeg fået redigeret i vores link på velkomstsiden, der hedder: Om SGV's Projekter. Her er der nu kommet en formålsbeskrivelse af disse kurser for børn og unge.

Ud over at støtte børn og unge i personlig vækst og udvikling vil kurserne gerne give dem indsigt i det at vokse op i en familie med problemer. Kurserne vil hjælpe med det at turde åbne sig i en gruppe og give de unge mulighed for at tale om deres tilværelse. Endelig vil de også få støtte til at knytte sociale relationer og danne netværk. Det er da meget godt og fint, ikke?

23. juli 2007

Så er webmaster kommet et skridt videre med hensyn til Børn og Unge kurserne i efteråret 2007. Ved at klikke på følgende link: efteraarets kurser vil man både kunne læse om hvornår kurserne afholdes, hvem der arrangerer, hvilke terapeuter der er tilknyttet og tilmelde sig via en printvenlig udgave af en tilmeldingsblanket. Første kursus starter lørdag 4. august. - Tilmeld dig nu.

18. juli 2007

Jeg håber alle derude har en god sommer, selv om sangen: "Du danske sommer jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig" måske passer mere end godt er. grillarrangement 11. august 2007 (en lørdag) bliver i alle tilfælde en god oplevelse, hvis deltagerne ellers medbringer humør, hjertelighed og hjælpsomhed, så vi alle har noget at skrive hjem om bagefter. Når man klikker på grillarrangement vil man komme til invitationen og her kan man også få oplysning om, hvem man tilmelder sig til. Husk det er den 1. august, der er sidste frist for tilmelding.

11. juli 2007

Den opmærksomme og tilbagevendende besøgende af Sydgårdens Venners Hjemmesider har sikkert opdaget, at vores Velkomstside er blevet væsentlig forandret dags dato. En af årsagerne til Velkomstsidens ændrede udseende er den simple, at Børn og Ungegruppen iværksætter kurser for socialt belastede børn og unge i alderen 12 - 20 år med start lørdag 4. august 2007. I alt 5 kurser er planlagt og som i foråret vil vores "World Wide Web" tjeneste følge de frivillige, terapeuterne og deltagerne på deres betingelser.

Erfaringerne fra foråret 2007 kurserne viser, at børn og unge uanset baggrund er meget selvstændige og det kræver plads og rum til at kunne udfolde sig. Derfor har webmaster i samarbejde med Børn og Ungegruppen besluttet at oprette et "værelse" til dem, som de selv kan indrette, som de ønsker. Linket på velkomstsiden hedder slet og ret: B og U Indflydelse 

For tiden er dette "værelse" ret tomt. Der er kun lagt forårets aktiviteter ind (som et selvstændigt link), så der er lidt at gå i gang med, hvis indretningen af websiden mangler ideer. Men jeg tror på, at "værelset" med navneskiltet: B og U Indflydelse nok skal blive et godt sted at komme på besøg. Jeg glæder mig til at se fantasi og virkelighed side om side efterhånden som efterårets kurser afvikles. Børnene og de unge bestemmer selv, hvad de vil have på deres webside og kun de tekniske og redaktionelle muligheder sætter nogle grænser for, hvad det kan blive til.

3. juli 2007

Atter en netværksaften i Sydgårdens Venners regi er afviklet. Et forsøg på gengivelse findes i dette link: Juli 2007

Som efterhånden erfaren kaptajn på mit gode skib "Sindsro", er jeg glad for, at jeg satte kursen mod Sydgården den første mandag i juli måned. De mange fremmødte til netværksaftenen med Susanne Poulsen og repræsentanter for Sydgårdens Venner var og er en rejse værd. De mange "klem" og skulderklap, smilene, latteren, lystigheden og den venlige stemning. De gode toner fra Flemmings guitar og deltagernes struber gav mig en rig belønning for den indsats, det er at rejse sig op fra dagligdagens pligter og ansvar og trang til TV og anden passiv underholdning.

Ideen med efter oplægget at samles i små grupper (3 til 4 personer) er også god i hvert fald for mig. Det er lidt nemmere at komme frem med det, der optager én i det lille forum end i det store. Glæden ved at have mødt nye interessante mennesker og genkendelsens glæde på Sydgården er belønninger, som ingen kan tage fra mig og som giver mig energi til at leve "Det Gode Liv", selv om det langt fra er et sundt liv endnu. Nikotin afhængighed er blot et eksempel. Alligevel er det ædru liv langt bedre end dranker livet for mig. Tak til Sydgården for "opholdstilladelse". Tak til deltagerne for det, de gav. Jeg glæder mig allerede til næste netværksaften.

 

26. juni 2007

Teaterselskabet William Rystespyd blev undfanget Sankt Hans dag om eftermiddagen på Sydgården. Marianne L. A. og Ann-Mari er med i foretagendet, som de næste 9 måneder forhåbentlig vil vokse sig større og stærkere. En interessegruppe skal sikre, at både rammer og indhold er i orden og sørge for, at ideen om at lave opsøgende teater og behandle misbrugsrelaterede emner bliver virkelig-gjort. Realisationen skal kunne følges her på vores hjemmeside og der vil derfor være et link til den nye aktivitet i Sydgårdens Venners regi, så snart interessegruppen har afholdt det første møde. Indtil da ligger kun fast, at "Ej blot til lyst" bliver udskiftet med "Kun for sjov" og i stedet for en "glad maske og en trist maske" kommer der en giraf, der griner og en sjakal, der snerrer.

Mens jeg er ved det, vil jeg gøre opmærksom på, at Sydgårdens Venners bestyrelsesmedlemmer er ved at få ansigter på deres navne. Det lykkedes at få taget nogle digitale fotos og på en eller anden måde få disse flyttet ind i en computer og fra den har jeg så i første omgang kopieret fotoet af formanden og et af sekretæren og placeret dem i dette link: Bestyrelsen . Senere vil de øvrige medlemmer af bestyrelsen, efterhånden som de giver tilladelse, komme på. Indtil videre må man betragte denne udvikling som et eksperiment og huske på, at jeg arbejder efter devisen: Learning by doing.  

Jeg håber, at alle medlemmer har fået Sydgårdsvennen (nr.16/2007) i hænde. Savner man et eksemplar, kan man kontakte formanden eller sekretæren.

19. juni 2007

Det lykkedes i dag at få en god kontakt med alkoholbehandler Niels Janderup (Esbjerg Alkohol Ambulatorium). Derfor er linket: Sydgårdsgruppen Esbjerg nu blevet opdateret og vil indgå i det "netværk", som måske en dag bliver så stort, at det kan dække Blåvandshuk - Christiansø og Gedser Odde - Grenen. Kort sagt Danmark.

Sydgårdens Venner holdt det 3. bestyrelsesmøde på Sydgården søndag 17. juni og medlemsbladet Sydgårdsvennen, Børn & Unge Projektet, SGV hjemmesiden, økonomien, netværksaftener, sociale arrangementer, støttekorps og meget mere blev gennemgået ind-gående. Jeg fik lov til at tage et par fotos af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer. Nu skal jeg "bare" finde ud af, hvordan de kommer på World Wide Web sydgaardens-venner.dk. God sommerferie til alle, der kan, vil og må.

16. juni 2007

Aktivitetskalenderen på vores velkomstside er gået fra eksperimentfasen til udviklingsfasen. Derfor kan jeg meddele, at kalenderen opdateres, så snart der er noget at opdatere. For eksempel fik jeg i går en e-mail, hvori der stod, at Børn & Unge Kurserne i efteråret 2007 har fået sat dato på afviklingen. Det er igen lørdage og vil foregå på Sydgården.

Børn & Unge er et vigtigt projekt for Sydgårdens Venner og det er en stor glæde for mig at kunne skrive disse lørdage ind i vores aktivitetskalender. Børn og Unge vil også få deres eget "værelse" (link) og jeg håber, at børnene og de unge selv vil hjælpe med til at få indrettet deres side (værelse/link) sådan, som de vil have den. Mere om dette inden sommeren er omme.

8. juni 2007

Juni 2007 netværksaftenen, sådan som jeg indtil videre har fattet den, er forfattet.  Man er velkommen til at klikke på linket og læse noget om "Den Sunde Voksne". Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at gøre opmærksom på Sydgårdens Venners velkomstside nederst. Her er der nu kommet et link direkte til www.sydgaarden.dk  så man virtuelt kan besøge den institution, som er årsag til, at der er noget, der hedder Sydgårdens Venner.

Jeg lovede vist noget om (se Orientering 5. juni) "Vi er alle i samme båd" og derfor har jeg lagt linket: Sydgården 20 år som en slags "bund" på vores velkomstside. Når man læser hyldesten til institutionen Sydgården, vil man måske forstå hvorfor.

 

6. Juni 2007

I min daglige gennemgang af e-mails stødte jeg på noget interessant i forbindelse med det som Sydgårdens Venner arbejder med, nemlig støtte til misbrugere, der vil ud af deres afhængighed. "Den gule festival" stod der og jeg vil her give linket til den hjemmeside, der fortæller, hvad sådan en festival går ud på, hvem arrangerer og hvorfor. Men pas på! Indtagelse af stemningsændrende stoffer er ikke tilladt! Se hvorfor. Besøg: www.tjelesvenner.dk

 

5. juni 2007

Succes oplevelser er nødvendige, hvis jeg vil bevare håbet om, at det nytter noget at stå op hver dag og give mig selv og lige så vigtigt modtage det, som dagen giver. At give og modtage er faktisk det stærkeste og smukkeste jeg indtil videre har oplevet i mit liv efter Sydgårdstiden. Jeg tror også, det bedst udtrykker essensen af de seneste dages begivenheder, når jeg tænker mig om og mærker efter.

Børn og Unge Projektet har afsluttet forårets 6 kurser. Jeg modtog den sidste 6. melding af igangsætter Jane i søndags. Læs om deres grillfest i Sydgårdshaven lørdag 2. juni og de unges succes'er på deres "pionerrejse" fra januar til juni 2007 ved at klikke her: Kurser  

Institutionen Sydgården gav os på deres 20 år jubilæums fest en bowling tur og bagefter en middag på Årøsund Badehotel onsdag den 30. maj. Jeg vil, så snart kræfterne og tiden er til det, berette om denne uforglemmelige succesfyldte dag. Overskriften bliver sikkert: "Vi er alle i samme båd."

'Sydgårdsvennen', som vores medlemsblad hedder fremover, har modtaget et væld af bidrag. Jeg håber, at vore medlemmer og interesserede tager godt imod bladet, når det udgives om ganske kort tid og bladet fra munden, så næste nummer kan blive endnu bedre.

Lis Busk Andersen gav de mange deltagere på vores 4. juni netværksaften meget at tænke over og arbejde med i den kommende tid. "Den sunde voksne" kan være en passende arbejdstitel, når jeg snarest mulig går i gang med at bringe et fyldigt referat af den netværksaften.

Og nu har jeg givet læseren en orientering og modtager gerne ris og ros, så vores hjemmeside kan udvikle sig og fortsætte med at give det videre, som den modtager.

 

26. maj 2007

Mens fuglene sang deres morgensange, sad jeg og redigerede/opdaterede eller med det fransk - danske ord ajourførte Sydgårdens Venners hjemmeside, fordi vores besøgende gerne skulle have det sidste nye med, når de kigger forbi. I dag kan man derfor klikke på dette link: Kurser og se, at Børn og Ungegruppen er ved at være i mål.

De afslutter deres pioner rejse med en fest i "Sydgårdshaven" lørdag 2. juni 2007 og jeg vil her ønske dem hjertelig til lykke med den indsats, de har gennemført. Jeg håber, at de mange oplevelser undervejs vil give indsatsen dobbelt tilbage i form af styrket selvværd og selvtillid. Vi kunne, så kan vi også en anden gang.

Det er det med at vove eller risikere, at have mod nok til at turde, der kan være det svære. Men når det drejer sig om "Det Gode Liv" er vovemod ikke spildt. Enhver erfaring giver den enkelte et redskab til og efterhånden lærer man at bruge disse redskaber på en god måde.

Jeg satser på, at vores sommerudgave af medlemsbladet, der er sat til at blive udgivet omkring 5. juni 2007, vil indeholde meget mere om Børn og Unge Projektet, som det endelig er lykkedes at få realiseret takket være engagerede og ansvarlige "tovholdere" og ikke mindst de unge selv, der på god "sydgårdsk" vis selv skal lave arbejdet, mens de eminent dygtige terapeuter (Charlotte Sandfeld og Lene Holm) er i forgrunden ved netop at holde sig i baggrunden. Og nu er det vist på tide, at jeg stopper før afgrunden og inden jeg skal begrunde ovenstående for slet ikke at tale om udgrunde.

18. maj 2007

Sommetider er noget så nemt, at det næsten ikke er til at fatte. Jeg biksede og baksede med at få "maj katten ud af sækken" og da jeg endelig fandt en løsning, kunne jeg ikke forstå, at det var så nemt. Så slog det mig, at noget kun er nemt, når man ved, hvordan man skal gøre. Det har jeg utallige gange erfaret: "Du skal bare gøre sådan og sådan. Det er slet ikke så svært."

Jeg kigger hver gang undrende på den person, der fortæller og viser mig, hvor nemt det er og når vedkommende så er gået, sidder jeg tilbage og tænker: "Hvad var det nu lige, jeg skulle?"

På en måde handler det om at turde tage ansvaret selv og ikke overlade det til andre. Det er nemt sagt og skrevet. Selvværdet har det på samme måde. Jeg håber, at Maj 2007 netværksaftenen også gav andre end mig  ideer om, hvad selvværd og selvtillid har med hinanden at gøre og med dig og mig. God læselyst.

 

10. maj 2007

Mens jeg alligevel en tidlig morgenstund uden guld i mund har opdateret uddaterede oplysninger kan jeg ligeså godt også fortælle, at både netværksaften mandag 7. maj og bestyrelsesmøde nr. 2 tirsdag aften 8. maj forløb uden de store forbistringer. Den ny SGV  bestyrelse synes at have uanede mængder god vilje og stor lyst til at yde en indsats, der langt overstiger, hvad man kan forvente af frivillige og ulønnede medarbejdere. Måske er det sagen og venerationen for Sydgården, der skaber denne ildhu.

I alle tilfælde er min tro på, at det nytter noget at kæmpe for Det Gode Liv, steget betydeligt. Oveni dette hjalp netværksaften og "efterlønneren" Kjeld mig til at se vigtigheden af et højt selvværd og være lidt mere varsom med selvtilliden. Mere om det indre (selvværdet) og det ydre (selvtilliden), når jeg når dertil i mit frivillige og ulønnede arbejde som sekretær for Sydgårdens Venner.

Husk at indlæg (tekst og illustrationer) til næste medlemsblad gerne skulle være os i hænde inden 17. maj 2007, hvis de skal have chancen for at komme med i sommer udgaven. Jeg overvejer at stille forslag om et kaldenavn til medlemsbladet. Det er:

Sydgårdsvennen

Måske kan dette forslag bringe sindene i temperatur grader, der udvirker skriftlige tilkendegivelser for og imod eller inspirerer til at fortælle, hvorfor en ven i hånden er bedre end ti på taget.

Man kunne måske også berette om det at få en rigtig ven eller to ved at vende sig fra misbrug af stemningsændrende stoffer gennem Sydgårdens utrættelig tålmodige professionelle assistance. Det er i de fleste tilfælde hårdt arbejde, der skal udføres, før Det Gode Livs land måske toner frem i horisonten.

 

4. maj 2007

Terapeut Dorte Jacobsen, der skulle have holdt oplægget netværksaften mandag 7. maj, måtte melde afbud. I stedet har vi fået terapeut Kjeld Aage Christiansen til at tage et næsten altid aktuelt emne op:

Selvværd og selvtillid

Få et gratis "check". Mød andre afholdende misbrugere. Måske udvides dit netværk den aften? Husk at du i alle tilfælde gerne må invitere din/dine pårørende med til netværksaftener. Det kan være så dejligt at følges ad.

 

2. maj 2007

Der er forår i luften. Også for Sydgårdens Venner.

Bestyrelsen fik afholdt det første bestyrelsesmøde (15. april) og jeg tror på, at den nye bestyrelse ligesom blade på løvtræerne springer ud og bringer nyt og nyttigt til vores forening. Kræfterne er til stede og det frivillige og ulønnede arbejde vil sætte spor også her på vores hjemmeside. Næste bestyrelsesmøde er fastsat til den 8. maj.

Børn & Unge Kurserne er ved at nå i mål. 5. maj skal de tilmeldte selv arrangere en afslutningsfest middag og stå for maden den 2. juni, hvor de tilknyttede terapeuter Charlotte og Lene begge kursusdage bliver en time længere. Derfor starter de to sidste kurser en time tidligere (08:30). Linket her: Kurser giver den interesserede mere udførlige oplysninger om hvad de unge går og laver.

Bladet er også ved at se dagens lys. Bestyrelsen vedtog, at næste nummer af vores medlemsblad skal udgives 5. juni og fastsatte sidste frist for bidrag i form af billeder, tekst og hvad medlemmerne ellers synes, skal med i næste nummer til den 17. maj. Så spring ud som forfatter eller "formutter" og send jeres bidrag til min e-mail adresse: gunnersen@os.dk eller vores webmail adresse: sydve@mail.mira.dk

Bidrag kan også sendes eller afleveres til Sydgårdens Venner, Aabenraavej 120, 6100 Haderslev.

Benyt chancen for at skabe kontakt med andre. Brug vores Netværksaftener til det. Både beboere, tidligere som nuværende og pårørende er mere end velkomne! Hvor der er hjerterum er der også plads til dig og terapeuten Dorte Jakobsen bliver helt sikkert glad for at se rigtig mange mandag den 7. maj på Sydgården kl. 19:00. Susanne vil igen forsøge at være "netværksaften-guide" sammen med vores formand. 

 

9. april 2007

"Sig det med tegninger" er overskriften til et forsøg på referat af den afholdte netværksaften 2. april. Hvis man er nysgerrig efter at se, hvad den overskrift dækker over, kan man klikke her: April 2007 .

Der er plads til mange flere deltagere i vore netværksaftener og vi ser meget gerne flere beboere og pårørende dukke op for at "snuse til" stemningen og afholdende misbrugere, der har været ædru/clean med eller uden tilbagefald (valg) i måneder eller år. Næste måned er det terapeut på Sydgården Dorte Jakobsen, der vil give de fremmødte en god oplevelse. Hvordan? - Ja, det må man spørge Dorte om.

Vi savner også vores medlemmer. 100 indbydelser blev der sendt ud. Men måske "drukner" de i reklame mængderne fra omdelere? I alle tilfælde arbejder vi på at spørge medlemmerne direkte, hvor de bliver af, når der er netværksaften på Sydgården. Mere om den undersøgelse, når resultaterne er i hus.

31. marts 2007

Det lykkedes at få "En fængslende netværksaften" løsladt på prøve eller måske skulle jeg skrive "frigivet". Man er i hvert tilfælde fritstillet med hensyn til kritik, kommentarer og andet godt, hvis læseren orker at læse Marts 2007, som er min personlige oplevelse af en vellykket marts netværksaften.

Jeg vil her ikke tøve med at gøre opmærksom på første mandag i april, hvor Charlotte Sandfeld og Ragnar Steffánson vil fortælle om "Behandlingen i Stats-fængslet Renbæk". Alle beboere, pårørende, afholdende misbrugere og andre interesserede er meget velkomne i 'Storgrupperummet' på Sydgården 2. april kl. 19. Klik April 2007 for at læse lidt om hvem Charlotte og Ragnar er.

Mød dem, de andre og vær med til at knytte sunde netværk, som måske endda vil vise sig at være stærke og langtidsholdbare.

Bestyrelsen (den nye) er ved at være på plads og afholder første bestyrelsesmøde 15.april 2007 på Sydgården.

20. marts 2007

Weekenden er slut. Det er hverdag igen. Sydgårdens Venner havde lørdag 17. marts ordinær generalforsamling og igen i år fået stillet Sydgårdens dejlige og gode faciliteter til rådighed.

Orienterings læsere får her min beretning af den vellykkede forsamling, mens referatet kommer på plads.

Dirigenten fastslog, at generalforsamlingen var lovlig og man valgte derefter en referent og 2 stemmetællere. Den konstituerede formand gav sin beretning om året, der var gået og udtrykte en stor tak for den indsats, der var ydet. Kassereren fremlagde på fortrinlig og overskuelig vis regnskabet og det viste sig, at Sydgårdens Venner har økonomien i orden til at fortsætte de mange aktiviteter, der er søsat.

Der var ikke indkommet skriftlige forslag og dirigenten åbnede for næste punkt på dagsordenen, som kaldes: Foreningens fremtidige mål og virke.

Generalforsamlingen kunne tilslutte sig fortsættelse af de igangværende aktiviteter:

De fremmødte blev spurgt, om de havde nye ideer eller forslag og selv være villige til at deltage i realisationen af dem. Klaus Vilhelm foreslog, at Sydgårdens Venner undersøger interessen for at danne en teatertrup, hvor afholdende misbrugere og deres pårørende, Sydgårdens beboere og andre interesserede kan udfolde sig. Forslaget blev positivt modtaget og Klaus Vilhelm vil så starte en interessegruppe, der opsætter mål og virke for teater aktivitet i Sydgårdens Venners regi.

Derefter var der valg til bestyrelsen, suppleanter til den og revisorer. Formand indtil næste generalforsamling hedder Henning Pihl. Kassereren hedder efter genvalg  (2 år) stadig Mogens Kjær.

På det efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig således:

Bente, Charlotte og Torben er nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, som vi sikkert kommer til at høre mere fra med de tilkendegivelser, de gav.

Under eventuelt kom forsamlingen ind på det meget vigtige område, der under et kan kaldes Pårørende til misbrugere. Det fik mig til at tænke på en netværksaften, hvor jeg hørte følgende historie:

En far og mor med deres to børn kører i bil på vej til en familiefest. Chaufføren er uopmærksom og kører galt. En ambulance bliver tilkaldt og redderne får chaufføren ud og ind i ambulancen og kører til sygehuset. Tilbage i bilen er de to børn og den af forældrene, der ikke sad bag rattet. De er også hårdt sårede, men redderne lod dem være.

Heldigvis er det kun en historie, der skal illustrere det "gammeldags syn" på en misbruger. I dag er der stærke kræfter i gang, der også fokuserer på misbrugerens omgangskreds eller netværk. Tilbage står det store spørgsmål, om de pårørende er interesseret i denne opmærksomhed?

Jeg tror på, at Sydgårdens Venner også fortsat kan og vil støtte ethvert initiativ, der kan hjælpe misbrugeren ud af afhængighed og som er klar over betydningen af misbrugerens netværk.

 

6. marts 2007

Peter Vernhøj kunne i forbindelse med hans stærke oplæg på netværksaften marts fortælle, at "Midtvejshuset" eller "Naffet" er blevet økonomisk sikret af Ny Haderslev Kommune. De garanterer betaling for 8 af de nu 10 pladser, der er at gøre godt med for mennesker, der er på vej væk fra misbrug og har brug for et sted at være, før de vover helt at stå på egne ben.

Den for mig virkelig fængslende netværksaften med Peter Vernhøj som oplægsgiver vil, så snart ordene er på plads, være at læse under Netværksaftener

 

27. februar 2007

Som tiden dog går! Sådan troede jeg det forholdt sig, før jeg kom på Sydgården og lærte, at tiden slet ikke går. Den kommer! Jeg har derfor valgt at gå tiden i møde. Man kan med et lille smil sige, at det er min måde at vise imødekommenhed på. I alle tilfælde tror jeg på, at imødekommenhed kan løse mange problemer. Jeg har i hvert fald fået løst mange af mine problemer ved at give møder med andre en plads i kalenderen. Derfor vil jeg også opfordre til at notere datoen 5. marts 2007 kl. 19:00 på Sydgården ned, fordi den aften er der igen Netværksaftener, hvor vi kan mødes og drøfte, hvordan vi skaber og vedligeholder sunde netværk.

Peter Vernhøj er oplægsholder.

Jeg vil også her benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at Børn og Unge projekt er på ret kurs og alt er vel ombord. Se den seneste melding, jeg har fået af Jane her: Kurser

 

16. februar 2007

Indbydelse til generalforsamling 2007 (17. marts kl. 13:00 Sydgården Haderslev) skulle nu være nået ud til samtlige betalende medlemmer af Sydgårdens Venner. Mangler du at betale eller en indbydelse, kan du kontakte bestyrelsen via dette link: Kontakt Sydgårdens -Venner

25. januar 2007

Sydgårdskoret.

Helle F. og Dan L. fortalte mig, at Sydgården nu har et kor, der mødes torsdage i hver uge og Dan L. udtaler: "Vi har det f..... sjovt!"

23. januar 2007

Efter et spændende bestyrelsesmøde på Sydgården lørdag 20. januar 2007 satte jeg mig i "pejsestuen" og fik lov til at skrive følgende:

Omkring brændeovnen

Om forventningens glæde

Det kan siges med enkle ord:

Mona

Alle interesserede er velkomne til selv at skrive noget og sende det til:

Kontakt Sydgårdens -Venner

 

15. januar 2007

Igangsætter i Børn og Ungegruppen Jane G. Kristensen har sendt redaktionen en "lille sommerfugl", der fortæller lidt om det første kursus i Børn og Ungegruppen. Se nærmere her: Kurser

 

9. januar 2007

Årets første netværksaften blev en dejlig og god oplevelse, hvor ædruelige og cleane Sydgårdsfolk mødtes og drøftede selvtillid, selvfølelse og selvværd ud fra aftenens oplægsholder Janes fortrinlige styring. Læs mere her: Januar 2007

 

7. januar 2007

Det første Børn og Unge kursus lørdag 6. januar 2007 blev afholdt på Sydgården som planlagt. Læs om projektet ved at klikke på dette link: Børn og Unge projekt