KJVG 9.11.2009

Drama Trekanten

Netværksaftenen 2.11.2009

Oplægsholder: Gitta Blume - Indleder: Henning Pihl

Sang: Regnvejrsdag i November

Når vi føler os magtesløse, hjælpeløse og mangler evner/kompetencer til at gøre os frie og tage ansvar og løse egne problemer, fanger vi os selv og hinanden i et destruktivt spil.

Sådan indledte Gitta Blume sit medbragte oplæg og udfoldede på tavlen og mundtligt, hvad medafhængighed og medmisbrug er og kan medføre. Hun skriver i hendes oplæg, at vi i det destruktive spil har forskellige roller på forskellige tidspunkter, som "Drama Trekanten" illustrationen herunder forsøger at vise. 

    "Redderen, den medafhængige, hjælperen"                                                                                                 "Bødlen, angriberen, kontrolløren

                                                                                                                      Dramatrekanten

 

 

                                                                                                               

                                                                                                "Offeret, misbrugeren, den medafhængige"

Misbrugeren og den pårørende (medmisbrugeren, den medafhængige) har roller i forhold til hinanden, som udfolder sig i et destruktivt spil. Et mønster dannes og parterne bliver afhængige af hinanden og de roller, de normalt ubevidst vælger at spille.

Hvis man for eksempel den ene dag gør sig til "redder" har man brug for et "offer" og derfor bliver misbrugeren næsten automatisk "offeret". En anden dag er man måske mere i humør til at være "kontrollør" og så er misbrugeren igen velegnet til at spille rollen som den, der skal kontrolleres.

Drama trekanten er meget dynamisk og hurtigt kan rollemønsteret ændres til, at "offeret" er den pårørende og så kan misbrugeren påtage sig rollen som "redder og hjælper" eller blive "dommeren", der afgør det rimelige i, at den pårørende føler sig som offer. August Strindberg ville have klappet i sine hænder, hvis han havde været til stede denne Netværksaften i november 2009, hvor de mange deltagere hurtigt blev aktive bidragydere til konkretisering af "drama trekantens" destruktive indflydelse.

Fastholdelsen i disse "roller" må og skal brydes, hvis både misbrugeren og de pårørende vil ud af hjælpeløshed og afmagtsfølelse. Hvordan? Det handlede resten af Sydgårdens Venner Netværksaften om.

Jeg vil her gerne gengive lidt mere af Gitta Blume's skriftlige oplæg, som hun rundhåndet havde taget kopier af, så det vanskelige emne kunne uddybes. Hun fastslår:

"Omgivende netværk spiller med i en undgåelse af virkeligheden (at misbrug skaber problemer og har konsekvenser og medfører, at misbrugeren bevæger sig ind i sygdommens kroniske stadium)."

Gitta skriver, at dette ofte skyldes uvidenhed og en uvilje til at se kendsgerninger (virkeligheden) i øjnene og fortsætter med at gennemgå de 3 "hovedroller" i dramatrekanten, som jeg herunder har gengivet meget frit.

Redderen, hjælperen:

   

Redderen vil hjælpe og redde misbrugeren og få ham eller hende til at holde op med at misbruge. Redderen har ondt af og synes, det er synd for misbrugeren. Redderen tror, at misbrugeren ingen ressourcer har selv. Der opstår en usund afhængighed i dette rollemønster, fordi begge parter må fastholde deres roller, hvis "dramaet" skal fortsætte. Det omgivende netværk spiller med ved at fortie og dække over det, der i virkeligheden foregår. Grunden er tit en forkert tro på, at denne form for "beskyttelse" gavner.

Angriber, kontrollør, bøddel, dommer:

Problemet med misbrug forsøges her løst ved at bebrejde, udøve kontrol, true og skælde ud. Angriberen gør sig til "myndighed". Han eller hun påtager sig ansvaret for at gøre noget ved misbruget og prøver at styre misbruget "udefra" og "oppefra".

Offeret:

Den "nemmeste rolle". Det er nemlig nemt at give andre skylden, have ondt af sig selv, være hjælpeløs, opgivende, deprimeret, håbløs og klagende. Jeg kommer i tanker om TV2's sangtekst: "Det er samfundets skyld" hvor fremmedarbejderen er den eneste, der synger: "Det er alt sammen min skyld". "At ofre sig" ligger dybt i vores kultur og uden at ville politisere, har staten også tit en interesse i, at nogen ofrer sig.

Som jeg ser det, indeholder rollen som offer al den dramatik, der skal til for at fastholde den pårørende og misbrugeren i et mønster, som nok er brugbart et stykke tid men ved forbliven i dette stadium af helbredelses processen, vil "offeret" og senere også den der ofrer sig gang på gang skulle hjælpes, uden at det hjælper.

Gitta Blume skrev i den forbindelse noget på tavlen, jeg havde glemt, at Sydgården også har som ledetråd i deres arbejde: "At hjælpe gør hjælpeløs."

At være medmisbruger, det vil sige afhængig af, at misbrugeren forbliver i rollen som "hjælpeløs" og derfor skal "reddes", medfører mange vanskeligheder. Benægtelse af alvoren og de virkelige konsekvenser af misbruget bagatelliseres. Smerten ved kendsgerningerne er for store og man er uden kendskab til konstruktiv håndtering af denne smerte.

Man "pakker det hele ind i vat", beskytter sig mod og dækker over misbrugets omfang. Medmisbrugeren hjælper misbrugeren med at fortie omfanget, bortforklare eller skjule lidelsen. I værste fald overtager medmisbrugeren ansvaret for misbruget. "Det er også min skyld. Jeg kunne bare have ..." Selvbedrag får lov til at stortrives. Den bekymrede medmisbruger kan blive besat af misbrugeren og den opgave, det er at "redde" ham eller hende.

Statistikker viser, at mandlige partnere har større tendens til at forlade deres alkoholiserede kone end kvinder har til at forlade deres alkoholiserede mand og bliver medmisbrugeren i forholdet og den destruktive dramatrekant, vil han eller hun i den dramatiske trekants univers være med til at fastholde misbrugeren i centrum for al opmærksomhed.

Misbrugeren kommer til at fylde alt for meget i familiens dagligdag. Han eller hun får lov til at blive højttalende, selvcentreret, krævende, løgnagtig, pinlig, truende, svag, såret, depressiv og skydeskive. Den der har alle fejlene. Den der skaber ondt i familien. Og ofte bliver det så til en "selvopfyldende profeti".

I alle tilfælde reagerer de nærmeste ved at være forsigtige i alt, være næsten konstant årvågne, (hvilket er meget stress skabende) og overbeskyttende. I den destruktive dramatrekant indretter den medafhængige familielivet ud fra misbrugeren og giver dermed afkald på egne og deres eventuelle børns behov og trivsel.

Til sidst tror alle, (inklusive misbrugeren selv) at misbrugeren ikke er i stand til at hjælpe sig selv/klare sig og overleve alene. Fastlåshed i de destruktive roller er blevet en kendsgerning. Misbrugerens eget ansvar og medmisbrugerens ansvar for egen overlevelse er blevet en by i Rusland. Rollen som medmisbruger kan nu stilles op:

Medmisbrugeren:

Medmisbrugere "elsker for meget" ved at påtage sig frelserrollen og ofre sig selv.

Den destruktive Drama Trekants sidste akt og finale ses. når der er skabt en gensidig usund afhængighed til dramaets roller, som så gang på gang gentages, fordi "the show must go on" og fordi teateret ikke har øvet og lært andre opsætninger af 'Far, Mor og Barn' eller 'Mand og Kvinde'.

Hvordan hjælper vi så os selv og andre? Det spørgsmål kunne i sidste ende på Netværksaftenen i november kun besvares meget generelt, men ikke desto mindre universelt:

Med kærlighed og en tro på, at der er noget, der er større end os selv.  

Klaus Vilhelm

Tilbage til: Afholdte Netværksaftener

Tilbage til SGV Forsiden